Alle Kan Lave Gør-Det-Selv Arbejde i Hjemmet

Når folk kommer og besøger mig i mit hjem, så kommenterer de af og til, de meget unikke møbler og andre ting, jeg har stående. Når det er noget, de virkeligt godt kan lide, så spørger de mig ofte om, hvor jeg har købt det henne. Her må jeg så fortælle dem, at det altså er noget jeg har bygget selv. Jeg er nemlig rigtig glad for gør-det-selv arbejde, så jeg klarer så mange ting i hjemmet selv, som det nu lide lader sig gøre. Det er ofte noget der overrasker folk, og de fortæller mig et eller andet med, at de har 10 tommelfingre eller hænderne skruet forkert på. De ser mine hjemmelavede ting som et produkt af trylleri eller særligt bygge-DNA. Men gør-det-selv arbejde er virkeligt slet ikke så magisk eller krævende: det er faktisk ganske simpelt, og jeg vil sige, at enhver kan gøre det.

Der er ikke nogen der er født som gør-det-selv folk. At bygge, reparere eller ombygge noget selv, er noget der kræver erfaringer, tålmodighed og eksperimenter. Ingen af delene er noget, man har når man bliver født. Det er i stedet noget man opbygger med tiden.

Nogle er heldige, at den ene, eller begge, af deres forældre, gik meget op i, at gøre tingene selv. I disse tilfælde får børnene et indblik i gør-det-selv arbejdet, og kan ofte involveres fra en tidlig alder. På den måde kan man altså hurtigt opbygge sig sine egne erfaringer, og dermed er man bedre stillet, når man i fremtiden vil kaste sig over et større gør-det-selv projekt i sit eget hjem. Men det er ikke alle, der er så heldige. Det var jeg eksempelvis ikke: min far og mor havde absolut ikke tålmodighed til at skulle gøre noget som helst selv, så de tilkaldte altid en håndværker, hvis der var noget de ville have ordnet. Så jeg fik det altså ikke ind med modermælken: jeg kom først i gang med gør-det-selv arbejde som 40-årig.

Men det beviser jo bare min pointe: alle kan gøre det. Det er aldrig for sent, at lære hvordan man arbejder med skruer og træplader. Det er ikke noget man behøver at læse store og tykke bøger om, eller gå på en særlig skole for. Det eneste der skal til for at blive god til gør-det-selv arbejde er, at man kaster sig ud i det. Find et projekt du synes det kunne være sjovt at gøre selv, og kast dig så ud i det. Det er meget muligt, at du vil støde på nogle problemer i løbet af dine første par gør-det-selv projekter, og at de måske ikke ender ud med at blive så pæne, som du havde tænkt dig. Men det er helt okay: du er i gang med at opbygge erfaring. For hvert nyt projekt vil du lære noget nyt, og være endnu bedre rustet til det næste projekt.